Skønhed, styrke og stoflighed

Skønhed, styrke og stoflighed

En samtale med Susanne Guldager Langemark, grundlægger af La Femme Rousse og ambassadør for Yrolí

Når man møder Susanne Guldager Langemark, mærker man med det samme hendes kompromisløse kærlighed til kvalitet, æstetik og meningsfulde valg. Hun står bag La Femme Rousse – en lille modevirksomhed med et stort hjerte, hvor hvert eneste design er skabt ud fra en dyb respekt for materialer, mennesker og miljø. "Jeg arbejder med slow fashion og bruger udelukkende genanvendte eller overskudsmaterialer," fortæller hun. "Fordi jeg tror på, at vi kan skabe skønhed med samvittighed – og tøj, der holder i både æstetik, kvalitet og tilknytning."

Læs mere om Susanne og La Femme Rousse her

En branche i forandring

Modebranchen er i bevægelse, og Susanne er en del af dem, der ikke bare peger på problemerne, men forsøger at vise nye veje."Vi bliver nødt til at begynde at stille spørgsmål. Hvem har lavet det her stykke tøj? Hvor længe kan jeg bruge det? Og hvordan føles det – både på kroppen og i samvittigheden?"

 

 

 

Susanne Guldager, La Femme Rousse

Hun understreger, at det ikke handler om helt at stoppe med at forbruge – men om at gøre det mindre og bedre. "Vi skal lære at se tøj som en investering. Noget, vi vælger med omhu, og som har potentiale til at følge os i mange år. Det handler ikke kun om materiale eller pris, men om sanselighed, pasform og funktion."

For Susanne er det afgørende, at vi ikke forsøger at skabe forandring gennem fordømmelse. "Vi skal ikke udskamme hinanden – vi skal inspirere hinanden. Vi har forskellige forudsætninger og forskellige veje ind i bevidste valg. Det vigtigste er, at vi begynder at reflektere og dele erfaringer – og at vi viser, at der findes alternativer."

Når vi skaber en følelsesmæssig tilknytning til det, vi ejer, passer vi også bedre på det. "Tøj, vi har valgt med hjertet og brugt med glæde, er ikke noget, vi bare smider væk. Det bærer historier og minder. Og når noget betyder noget for os, er vi også mere villige til at beholde det, tage os af det – og få det repareret, når det går i stykker. Det er netop dér, den langsomme værdi opstår."

Og hun mærker, at en ny bevægelse er ved at tage form."Vi kommer ikke i mål fra den ene dag til den anden. Men vi kan tage små skridt – og vi kan tage dem sammen."

Når modet vakler – og vokser

I begyndelsen af 2024 var Susanne tæt på at lukke sin virksomhed. "Det er ikke nemt at insistere på cirkulær mode, små produktioner og ordentlige vilkår," fortæller hun ærligt. "Men min familie mindede mig om, at forandring tager tid. Det kræver stædighed og tålmodighed at gå imod det konventionelle system – og at bevise, at det faktisk er muligt at drive en virksomhed med afsæt i cirkulær tænkning: at bruge eksisterende materialer, skabe tøj med lang levetid og tilbyde reparation, hvis noget går i stykker."
Hun rankede ryggen – og fandt sin indre kampgejst frem igen. Det blev starten på noget nyt.
Kort tid efter landede en uventet mail i indbakken, og to måneder senere stod hun midt i optagelserne som dommer i DR’s Danmarks næste tøjdesigner. Det blev begyndelsen på en masse nye muligheder: foredrag, debatter og politiske samtaler på Christiansborg – og for alvor en ny synlighed for hendes budskab.
Hun gjorde også en idé til virkelighed, da hun skabte skræddersyede pyjamasser til to hoteller ud af deres egne kasserede lagner – et projekt med stort potentiale og som hun er i gang med at videreudvikle.
"At kunne hjælpe hoteller med at tage ansvar for deres eget tekstilaffald er enormt meningsfuldt. Det er et område, hvor jeg virkelig kan være med til at skabe en reel forskel," fortæller hun.
Og endelig førte det hele til samarbejdet med Yrolí, hvor Susanne i dag er en del af brandets ambassadørunivers.

Hverdagsvalg med dybde

Som mor til tre piger, bonusmor til to store drenge, iværksætter og ægtefælle er Susannes hverdag fyldt. Derfor gør hun en dyd ud af at finde små lommer til sig selv. "Det kan være et havdyb. En bog. Et stykke musik. Eller bare roen ved at være helt til stede. De øjeblikke gør mig glad – og minder mig om, at jeg også skal passe på mig selv."

Susanne Guldager, La Femme Rousse

Hvorfor Yrolí?

"Yrolí føles som et naturligt match," fortæller Susanne. "Der er en kompromisløshed og ægthed i deres tilgang til skønhed, som jeg spejler mig i. Ligesom jeg selv gør i min virksomhed, insisterer de på at gøre tingene på en anden måde – langsommere, mere ærligt og med respekt for både krop og klode. Det er skønhed, der forbinder – ikke bare pynter."

En fælles bevægelse

Med sin stemme, sit arbejde og sin tilstedeværelse er Susanne med til at inspirere til en ny måde at vælge på. En måde, hvor skønhed ikke handler om overflade, men om forbindelse. Hvor æstetik og ansvar ikke udelukker hinanden, men løfter hinanden. Og hvor tempoet sættes ned, så vi kan mærke os selv og det, vi omgiver os med.

For hende er det ikke bare en individuel praksis – men en del af en større bevægelse. Et fællesskab af mennesker og brands, der tør insistere på noget andet. Noget mere ægte. "Når vi vælger med nærvær, vælger vi også med omsorg – for os selv, for andre og for de ressourcer, vi bruger.” 

Det handler om at tage stilling og vælge med hjertet – både når vi plejer vores hud og bygger vores garderobe op. "Det er derfor, jeg er stolt af at være ambassadør for Yrolí," siger hun.

"Fordi vi sammen kan vise, at langsomhed, skønhed og substans er fremtidens vej."

Susanne Guldager, La Femme Rousse

Susanne Guldager, La Femme Rousse

Susanne Guldager, La Femme Rousse

Susanne Guldager, La Femme Rousse

 

Susanne Guldager, La Femme Rousse