Adventskalender låge nr. 4
Blid yoga
I dag er der blid yoga på programmet. En af grundene til, at du har det så godt efter yoga, handler om dine fascier.
Hvis du forestiller dig, at du står inde i en ballon (ballonen = dine fascier), der er lidt for stram, så føles pladsen indeni kroppen også trang, nærmest som om du bliver presset lidt sammen. Når du laver yoga, er du med til at forlænge dine fascier og skabe følelsen af mere plads indeni. Det svarer til, at du står inde i ballonen, rækker armene mod himlen og bevæger benene ud til siden… Så kommer der helt automatisk mere plads indeni.
Med dagens blide yoga-klasse kan alle være med. Du skal hverken være fleksibel, ung eller i god form… du skal bare være villig til at tilbringe lidt tid med dig selv og din krop. Måske gør du det endda lidt hyggeligt omkring dig, tænder et stearinlys, slukker for notifikationer på mobilen (eller slukker den helt). Du skal bruge en fast sofapude/foldet vattæppe og noget rart/varmt at ligge på.
Rigtig god fornøjelse og rigtig god jul.
💙 Team Yrolí
Selve yogavideoen varer ca 16 min. Resten af tiden er blot blid musik, du kan bruge til afslapning.
Mere om yoga
Yoga handler om forening: Kroppen med hovedet, dig med de andre, du deler yogaen med (eller med dig selv). Måske dig med noget, der er større end dig (naturen, livet, universet). Yoga kan være rigtig godt at lave inden meditation, for at få kroppen bevæget og derefter i ro, så sindet kan følge efter.
Du kan måske forestille dig en flaske med sand og vand. I en travl hverdag med overload på mange fronter (information, sociale medier, annoncer, indtryk og opgaver), så hvirvler sandet rundt i vandet, og sigtbarheden er lav. Når du laver yoga og meditation, svarer det til at stille flasken i ro, hvorefter sandet langsomt vil bundfælde sig, og vandet vil igen virke klarere, og sigtbarheden øges.
Rød tråd til sund hud
Der er efterhånden, heldigvis, større og større fokus på, at huden også påvirkes af, hvordan vi har det (i krop, følelser og sind). Derfor giver det ekstra god mening at sætte tid af til fx denne blide yoga-klasse, hvis du ønsker at give din hud ro til at arbejde og næres indefra.
Når du forlænger dine fascier, som du gør med yoga, øges vævets elasticitet, fylde, spændstighed og fugtindhold – alt sammen noget, der helt sikkert kan ses og mærkes både i krop og på hud. Hvis du kombinerer med vejrtrækning, ansigtsøvelser og meditation, har du virkelig gode forudsætninger for sund hud.
Tip: Hvis du har god tid, kan du med stor fordel lave alle fire øvelser:
- Gå-meditation
- Vejrtrækningsøvelser
- Ansigtsøvelser
- Blid yoga
Alt i alt en god times tid, hvor du kan være gavmild helt for din egen, kroppens og hudens skyld.